All you need is a Monday – on a Tuesday

Nå, kære venner!
I dag er dagen, hvor jeg ville have haft målingsdag.- Det er nemlig den 30. dag for mit delmål.

Jeg kan ikke lade være med at være fascineret af, hvordan niveauet af motivation udvikler sig, når man starter på lignende målsætninger, som jeg har lavet, og det her indlæg skal give et øm bud på, hvordan jeg har oplevet den sidste måneds tid.

Det er jo ikke første gang, jeg sætter mig sådanne delmål om at spise sundt, og jeg plejer at overholde dem. Det har vist sig, at være en rigtig god løsning for mig. I princippet kunne jeg også lade være med at sætte mig et mål og så ‘bare’ leve sundt – men jeg er helt pjattet med at gøre det, fordi jeg kan rigtig godt lide at udvikle mig og evaluerer på mine mål.
Der er ingen tvivl om at det er et psykologisk spil, jeg kører med sig selv.

Lad os sætte de sidste 30 dage op på en tidslinje. 
Dag: 1-5: De første fem dage er meget koncentrerede og her handler det om ikke at falde i. Det er her, man siger farvel til abstinenser af, hvad man er vant til at spise. (For mit vedkommende er det, hvis jeg har haft et par dage med hurtige kulhydrater.) Den 3. dag siges at være den værste, eftersom dag 1 og 2 afvejes gennem startmotivation. Personligt rækker min normalt helt til dag 5 eller den dag, hvor weekenden banker på døren. Det kender I måske?
Dag 6-8: De kommende dage prøver jeg at betragte som de var de første. Det handler om små skridt lige indtil man føler det kommer af sig selv. En af disse dage indeholder noget afvigelse i mindre grad.

Uge 2: Nu er vi kommet igennem første uge, og min teknik her er bare at kopiere første uge. Det går derud af. Det er her i 2. runde, at træningen føles, som om den går bedre. Det har faktisk været her, jeg har brilleret aller bedst og presset mig selv mest.

Uge 3: Her blev jeg lidt presset. Men hvorfor nu det? Træningen går jo godt! Maden er hverdag… Men åh, åh. Nu bliver det jo hverdag! Hvem gider hverdag? Her gik jeg i første omgang med tanker om, at jeg ikke kunne leve op til mine egne præstation fra ugen før. Jeg var ret overrasket over denne reaktion, og jeg kæmpede primært med dårlig samvittighed – uden grund. Jeg overlevede ugen og havde faktisk klaret det helt fint – faktisk bedre. Hvordan føles det, så at nå toppen før tid? Jo, lad mig fortælle jer en historie.

Min søde kammerat stillede mig det klassisk spørgsmål i sidste uge: “Hvis du skulle placere din præstation og glæde på en skala fra 1-10.” Dog når han at indskyde: “på en 6, en 7…?” Det var en mindre detalje, for jeg svarer automatisk 7, måske 8. Jeg begrunder det med, at jeg opnåede god personlig succes med min målsætning, og jeg er nok i al beskeden er stolt.
“Hvorhenne på skalaen ønsker du så at være?” Hertil svarede jeg, at en 9’er var fint nok.
“Hvorfor ikke opnå en 10’er, når man kan?” Alle andre mennesker ønsker, at være de bedste til det de laver. Alle ønsker 12-tallet i skolen. Mit svar bygger på følelsen af allerede at være dér. Det kan vel sammenlignes med rejsen mod det symbolske bjerg. Det er ikke målet, vi værdsætter højest men rejsen dertil. Det er den, vi husker. På toppen er der som bevidst koldt og ensomt. Vindmodstanden er stærkere, fordi her ikke er noget læ. Du er alene. Udsigten er god! Det er her, du endelig kan se ud over alle de andre. Se hvor langt de er noget. Du kan fortælle dem om de skal gå til højre om den næste sø, kravle under eller hoppe over stakittet. Men shit! Det blæser! Og efter et kvarter kravler de fleste ned igen med ordene: “Tak for udsynet, nu er jeg den oplevelse rigere. Lad mig komme hjem igen.” Lang historie kort: Giv mig en 9’er tak! 
Jeg kan godt lide tanken om, at der stadig er noget at kæmpe for.

Uge 4: Godt sidste uge! Jeg kan tælle ned. Nu er der kun 8 dage tilbage. Hurra.. Burde jeg tænke. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg ved faktisk ikke hvilke tanker, jeg konkrete gennemgik – men en utilfredshed, rastløshed og manglende motivation. Og ja.. hvad skete der så? Jeg gav op 5 dage før! Og jeg fik vendt hele de 30 dages succes oplevelse til et uopnået mål. Jeg ved ikke, hvad jeg skal konkludere på det og sidder tilbage med en følelse af, at jeg gerne vil vide, hvorfor man psykologisk reagerer sådan.

.. Man nu kan jeg glædeligt sige, at jeg ikke fortsætter men ‘starter forfra.’ Heraf overskriften. RIGTIG GOD DAG!